< tilbage 19-02-2025 - 10:23

Hvalpe på vej - den 6. uge

Drægtighed, fodring og tilskud

Nu er vores Luna 6 uger henne i sin drægtighed, og det ses tydeligt at Luna venter hvalpe. Men der er også andre små tegn at lægge mærke til. Først og fremmest er hun endnu mere kærlig, kontaktsøgende end ellers, hendes smukke, kloge øjne ser med den største kærlighed på mig. Og vi snakker hyggeligt sammen, Luna følger mig rundt ude og inde og vil stadig meget gerne på en dejlig skovtur på 3-5 km. Men tempoet er måske sat lidt ned; snuse rundt i skoven er dog altid godt, vi giver os god tid. Og så går Luna rigtigt meget i vejen - lige foran mine ben, lige under min stol, lige ved siden af mig, så jeg siger meget ofte i løbet af dagen "Luna pas på", for at hun måske kan flytte sig lidt. Men sådan en dejlig tillid og ro vi har sammen.

Luna får nu 5 kugler MUSH hver morgen, det elsker hun! Jeg trykker hendes tilskud i pilleform ind i hver sin kugle og så ædes de gerne uden problemer. Luna får hver dag, til morgen, 1 Raspberry Leaf, 3 C-vitaminer, 1 Vital-Animin spormineraler + 1 Garlic & Fenucreek. Aftensmad er den sædvanlige mængde tørfoder tilsat lidt B-vitamin, ikke længere absolut nødvendigt for fosterudviklingen, men B-vitaminer er altid godt for mange ting. Siden i forgårs har Luna ikke spist sit tørfoder med det samme, så nu lader vi det blot blive stående til fri spisning. Så ser hvordan det videre går med ædelysten, men det er tydeligt at vi er på vej ind i en ny fase af drægtigheden. Fostrene vokser og udvikler sig, en krævende periode. Desuden får Luna et råt kødben ca. 1 x om ugen.

Nu ses også en lille, grå-klar slimstreng bagtil, især når Luna har tisset, hvilket er et af de klare tegn på drægtighed, hvis man var i tvivl. Men det er vi ikke; alle fine tegn på hvalpe kan observeres. Vi glæder os meget!

Ny beretning i næste uge, hvor vi kommer mere i kontakt med de små.

< Tilbage