I dag, helt præcis, er det 12 uger siden, Lunas pragtfulde hvalpe så dagens lys. Det har været en fantastisk tid, travle dage, men alligevel føles det som det hele er gået let og alt for hurtigt på en måde. Det har været en kæmpe oplevelse at have RS gravhunde hvalpe, det må jeg sige. De er så søde, gode og nemme at have med at gøre. Hvilket ikke mindst skyldes deres dygtige, super gode hundemor Luna. Bedre hundemor fåes ikke!! Glade hvalpe dagen lang, rare hunde, meget renlige. Ja, helt bestemt en stor fornøjelse. Det vil jeg glæde mig til at opleve igen!
12 uger markerer for mig en ny fase i hvalpes udvikling. Hos os bliver de desuden vaccineret 1. gang og får pas. Det markerer ligesom starten på den næste udviklingsfase, som store hvalpe, hvor vi går rask i gang med mange forskellige slags træning, mange nye oplevelser på "programmet". Og forlanger lidt mere af dem, altid med positiv forstærkning og god stemmeføring. Og ikke mindst det meget vigtige element for alle hvalpe - at være rolige, ja, i dag hedder det måske impulskontrol.
Dark and Stormy fik sin nye familie i dag, det gik hurtigt, og skal hedde Lilly. Det blev også et hjem i det vestjyske, i Esbjerg V.
Stella er lidt ked af at være forladt, men i dag var vi bl.a. på en lille, dejlig tur i skoven. Stella er flink til at gå i snor. Og her vil jeg lige skrive kort om hvilken type af halsbånd vi bruger og anbefaler. Vi bruger ALDRIG seler til vores hunde til at gå tur. Det er meget forkert, da det ødelægger hundes front og ryg at gå i sele altid. Seler kan bruges, når vi går spor. Og kun der! Jeg mangler at skrive om udstyr her på hjemmesiden, og hvilket trimme grej, der skal bruges mm. Det må jeg se at få gjort! Men nu lægger jeg lige et par fotos på her for at vise hvilken type halsbånd, der både er skånsomt og sikkert at bruge til hvalpe. Typen er et bredt, polstret såkaldt halvkvæler halsbånd (det kan aldrig kvæle nogen, det håber jeg fremgår af foto). Halsbåndet alle vores hvalpe har gået med, kan desværre ikke fåes mere fra Hurtta, men lignende kan findes af andre mærker.