< tilbage 27-02-2025 - 16:20

Hvalpe på vej - 7 uger henne

Naturen kalder, foråret er på vej, hule, fødekassen klar og dadler

Nu er Luna så 7 uger henne, og vi går dermed ind i den 8. uge. Udenfor er der forår i luften, lærkerne synger, stærene sludre med alverdens fuglestemmer, duerne kurrer på taget, uglerne har reder, glenterne passer på deres territorie og ravnene snakker omkring os. Det er en skøn årstid, der er på vej og den allerbedste til hvalpe!

Jeg er lidt forsinket med vores ugeopdatering, for i går var jeg jordemoderhjælper hos vores ældste datter, som opdrætter Border terriers med kennelmærket Woodland Border. Og i dag, altså lige efter midnat, blev der født 1 hanhvalp og 3 tævehvalpe. Det er en kæmpe oplevelse at tage imod et kuld hvalpe. 

Derfor er det en ekstra spændende, sidste tid af Lunas drægtighed, og tanker om bare alt nu går godt og hvor mange mon der er? Går Luna tiden ud eller kommer hvalpene mon før? Hvordan er Luna at føde med? Vi begynder at gøre klar, så nu er den nye hvalpefødekasse samlet og sat frem. Men Luna har tydeligvis også instinkter, som kalder på at der skal graves en hule et sted i haven..............så Luna er under nøje opsyn på alle ture i haven. Desuden har vi en havørn, der slår på harene på vores mark, så uha, uha vi passer på Luna og holder øje. Som det ses på fotos er buglinjen blevet noget lav.

Luna gider ikke rigtigt spise sit tørfoder, kun Alpha Spirit tørfoder spises der lidt af, men barf foderet fra MUSH er det bedste guf. Nu går vi derfor primært over til varianten Puppy fra MUSH og så bliver det videre frem hvalpetørfoder, der bliver stillet frem. Det sidste nye er at Luna hver dag får 1 økologisk dadel. Det er også det sidste nye iblandt opdrættere, idet det fremmer og styrker livmoderens arbejde. Vi har ikke prøvet det før, men nu prøver vi. Og Luna spiser sin dadel på den måde, at jeg spiser noget af den og så får Luna 1/4 til 1/2 ad gangen. Hvis Luna bare får en hel (stenen pillet ud), så vil hun ikke spise den. Ny aftenhygge her spisning af dadler!

<